I vores samfund spiller støttepersonen en afgørende rolle i at sikre, at børn og unge får den nødvendige støtte, når familien står over for udfordringer. En støtteperson fungerer som en vigtig forbindelse mellem familien og professionelle, der kan bidrage til at løse problemer og lette overgangene i en families liv. Dette er især vigtigt, når der er behov for midlertidig anbringelse uden for hjemmet.
Hos organisationer som Preventis fokuserer man på at integrere støttepersoner i arbejdet med udsatte familier. En del af Preventis idegrundlag består i at børn skal bo hos deres forældre eller øvrige familie om nødvendigt med støtte af fx kontaktperson og familiekonsulent. I de tilfælde, hvor anbringelse i en periode er blevet en nødvendighed, arbejder støttepersonen aktivt sammen med forældrene omkring de udfordringer, der kan opstå når ens barn bliver anbragt. Den unge skal opleve mindre grad af splittelse mellem forældrene, myndighed og anbringelsesstedet, så den unge forhåbentligt lettere kan håndtere overgangen til anbringelsesstedet indtil den unge er klar til at komme hjem igen.
En støtteperson har flere roller. For det første fungerer de som mentorer for både børnene og deres forældre, hvilket kan gøre forskellen i, hvordan en familie håndterer svære perioder. Dette omfatter både emotionel og praktisk støtte, og målet er at styrke familiens egen evne til at løse problemer i fremtiden. For det andet fungerer støttepersoner som kommunikationsbroere mellem familie og institutionssystemer. De hjælper med at oversætte og formidle, hvad de professionelle anbefaler, og hvordan disse strategier kan tilpasses familiens specifikke behov.
En støttepersons rolle er også at sikre kontinuitet. Når en ung skal håndtere overgangen fra hjem til et anbringelsessted og tilbage igen, er det vigtigt, at relationen til støttepersonen forbliver stabil. Denne stabilitet giver den unge ro og tryghed i en turbulent tid. Støttepersonen kan hjælpe den unge med at opbygge coping-strategier, der gør det lettere at håndtere udfordringer og konflikter, der måtte opstå under og efter anbringelsen.
Det er også essentielt, at støttepersoner samarbejder tæt med andre aktører i barnets liv, herunder skolelærere, socialrådgivere og sundhedspersonale. Dette netværk er afgørende for at sikre, at alle aspekter af barnets liv bliver adresseret, og at der arbejdes mod fælles mål. Et stærkt samarbejde hjælper med at minimere risikoen for misforståelser og konflikter, der kan opstå, når multiple professionelle parter er involveret.
Forebyggelse er en anden vigtig brik i en støttepersons arbejde. Ved at være proaktiv og tage fat i problemer, før de vokser sig store, kan støttepersoner bidrage til at forhindre anbringelse udenfor hjemmet i første omgang. Dette kan involvere støtte til forældretræningsprogrammer, vejledning omkring børneopdræt og hjælp med at navigere i andre sociale systemer. Alle disse tjenester sigter mod at styrke familiens samlede kapacitet til at modstå og overvinde udfordringer.
I sidste ende er en støttepersons mål at hjælpe familien med at opnå en stabil livssituation, hvor børn og forældre trives. Anbringelse udenfor hjemmet skal helst være en sidste udvej, og målrettet støtte kan ofte forhindre, at det kommer så vidt. Gennem vedvarende støtte, praktisk hjælp og stærke relationer kan støttepersoner gøre en varig forskel i familielivet.
Samlet set, spiller en støtteperson en uundværlig rolle i den helhedsorienterede indsats mod bedre trivsel for børn og familier i sårbare situationer. Deres indgriben kan ofte være det, der skaber bro mellem et problematisk forløb og en vellykket løsning, der sætter familien på sporet mod en positiv fremtid.